Udskriv siden

Velkommen til Askov Ridecenter

Hestevelfærd og sikkerhed er nøgleord for al aktivitet
på ridecentret. Der er altid personale til at hjælpe og
vejlede. Vi har en god omgangstone med plads til alle
uanset evner og ambitioner. Den yngste rytter har
endnu ikke smidt sutten, og den ældste er langt over
pensionsalderen.

Du er altid velkommen på Askov Ridecenter - også når
du ikke rider. Og hvis du kender nogen, som har lyst til
at tage med for at kigge, er de også meget velkomne.
Bare I husker at overholde de regler, der sikrer Jer selv
og hestenes velfærd.


Jeg hedder Harriet Frandsen, er 49 år og indehaver af ridecentret. Jeg kom til Askov i 1990 sammen med mine to konkurrence-heste. Jeg fik dog ikke redet ret meget, fordi jeg var gravid. Til gengæld gik der ikke lang tid, før jeg begyndte at undervise de lokale børn i ridning. Mange af dem rider her stadig og nogen er kommet tilbage efter endt uddannelse eller sammen med deres børn. Det, synes jeg, er rigtigt hyggeligt.

Jeg er opvokset på en gård ved Slagelse, hvor min far levede af at købe ungheste, ride dem til og fodre dem op - for så at sælge dem. Jeg blev tit sat op første gang eller på problemhestene, så jeg tror nok, at jeg har taget de flyveture fra hest, som jeg skal. Måske burde jeg have valgt at blive flyveleder...
Jeg har været i lære som berider i to år - hvoraf det ene var i Tyskland. Desværre kunne jeg ikke holde til det fysisk. Jeg har taget handicap-rideinstruktør-kurser og meget andet vedrørende heste og rideteori, og har det meste af mit liv haft to konkurrenceheste i arbejde. Jeg rider mest dressur og har startet landsstævner i MA på flere heste.

I dag synes jeg, det er meget spændende at avle Dansk Varmblod. Jeg håber at lave nogen rigtigt gode heste med tiden.

Askov Ridecenter er stille og roligt vokset til et stort sted med megen aktivitet. Jeg ser det som min fornemmeste opgave at videregive min egen glæde for heste og sørge for, at andre mennesker lærer glæden ved ridesporten på alle niveauer. Askov Ridecenter skal være en rummelig arbejdsplads, der sætter bredden i dansk ridesport højt.
Det er vigtigt for mig, at bevare sammenholdet og den positive atmosfære. Og takket være rytterne på Askov Ridecenter er dette lykkedes - selv om stedet er blevet større med årene.

Velkommen til Askov Ridecenter
Harriet Frandsen